Tre børn, to arme, een mand, den 21/9 2010
I eventyrerne er der magiske tal. Vi har udtryk som "alle gode gange tre" og "tredje gang er lykkens gang", eller
"7-9-13" (tilføjet: "Den eneste ene"). Når vi ser os omkring har tal haft stærke
kræfter til alle tider (1971,
Skousen/Ingeman), og hvad er næsten stærkere end et primtal? Harmonisk,
urokkeligt, udeleligt med andet end sig selv, en stærk enhed. En stolthed.
Jeg har nu tre børn. 3.
Og de er født på datoerne: den 3., den 7. og den 13. Alle primtal.
Lillebroderen er
ca. 7 dage. I går havde vi haft ham i familien i en uge. Lille-storesøster
Lærke har været opslugt glad for ham fra første sekund. Han får nysser og
krammere og bliver aet i en uendelighed. Da lille-storesøster kun var
lillesøster sov hun i soveværelset, men vi har gennem nogen tid arbejdet hen i
mod at sove i eget værelse, når lillebror kommer ud... Og første reaktion kom
så i går aftes ved sovetid. Moderen var ønsket, men ammende, så faderen stod
for godnatritualet som så ofte før, men denne gang udviklede scenariet sig til,
at Lærke rasende bjæffede af sin far stort set enslydende med en ung
schæferhund. Da jeg endelig kom derind, var hun helt ulykkelig - og nu er det
så, at tallet tre ikke passer ind i nogen harmoni, for barnet siger til mig: Jeg ville ønske, at jeg havde både en mor og
en mama ligesom Alma. Alma er Lærkes hjerteveninde i børnehaven. Med varme
i stemmen siger mor her: Joh, men så har
Alma jo ikke en far, og det har du, og ham vil du jo ikke undvære. På
grænsen til schæferhund, vrisser pigen så, at hun selvfølgelig vil beholde sin
far, men: Nu er vi jo tre børn, og så
synes jeg også, der skal være tre voksne i familien. Og desperat svømmende
efter en bølgelængde prøver jeg med: Men
synes du ikke, det ville være lidt skørt med tre voksne her inde i lejligheden,
det har vi da ikke plads til, og hvor skulle vi også lige finde sådan een...
Da ophører den grådkvalte bjæffen øjeblikkeligt, og en meget afklaret og ren
barnestemme siger: Far kan da bare gå ud
og score en kæreste mere, det kan da ikke være så svært".
Datteren er fire
og et halvt. Kan det deles med noget? Kan det virkelig deles mellem to
mødre???! Her gik man og troede, man var den eneste ene kæreste og mor. Og dem,
der er ledige på markedet er jo yngre end mig ikke? Så ville hun få sådan en
ung energisk anden-mor, og så ville jeg være gammel-mor, hende, der havde været
gravid i 27 måneder og ammet i 30 måneder. Gammel-mors underliv havde været
sprunget i luften og syet sammen uden bedøvelse flere gange. Gammel-mor havde
mærket veer, der føltes som om, at manden med leen faktisk stod med sin le og
hakkede den ind i maven i håb om at få hende med over på den anden side.
Gammel-mor havde, efter 57 måneder plus og x-antal knibeøvelser senere, fået flere
og flere grå hår, rynker, pigmentpletter og havde udvidet sin fantasiverden med
hidtil ukendte bekymringer for pxxxtalater, børnelokkere, trafikuheld, mobning
i skolegården og forholdet til kommende svigerdøtre. Gammel-mor havde kastet
op. Lidt og grædt. Hun talte ikke længere søvnløse nætter og de gange, hun
havde sunget Barndommens Land og
tørret numser og sagt nej tak til rødvin, dans og fest til den lyse morgen.
Manden sprudler. Spændstig
og lækker går den nybagte far rundt - jo, med den udstråling kunne han såmænd
score en hel busfuld nye mama'er. Og han behøver aldrig sige nej tak til et
glas vin. For et par dage siden ryddede han op i alt sit værktøj - der er også
meget at se til for en nybagt far. Nu til tre. 3. Det er jo ikke sådan, at han
har bygget et taknemmelighedsalter, hvor de alle sammen kunne smide nogle
tegninger og noget chokolade og bede lidt for gammel-mor. Men vuggen skal
hænges op. Barnevognen skal lappes. Der skal laves puslebord i badeværelset,
monteres en ny kattelem - og min guitar har fået sig et vægophæng. Vi har også
hønsetjansen i den her uge. De store børn skal afleveres og hentes, have
madpakker med, til fodbold, til gymnastik, og så har han oven i købet taget sig
tid til at læse bøger og spille spil med dem. Han har også taget en del
remouladebleer. Manden har jo to ugers barsel, hvoraf den ene uge er fløjet. Så
skal han også passe sit arbejde derefter, sine fodboldklubber og
bofællesskabet. I virkeligheden er vi jo 16 voksne og over 20 børn, og det jeg
prøver at argumentere mig frem til, er, at far også er en gammel-far. Han
skulle lægge øre til gammel-mors beklagelser. Han skulle ind imellem finde sig
i at blive svinet til på sit køns vegne. Især da han holdt op med at barbere
sig et sted i løbet af projekt barn nummer to. For det er jo ærlig talt det eneste
mænd fra naturens side skal døje med: Skægvækst i ansigtet. Han barberede sig
dog stadig til en gang efter fødslen af andet barn, for alle min mors kollegaer
udtrykte uafhængigt af hinanden, når de så billeder herfra: Sikke dog en ung
fyr, der er far til de børn. Han er faktisk kun tre måneder yngre end mig! Nu
har han så fravalgt sig den eneste kamp mod naturen i kroppen, altså barberingen,
og må finde sig i gentagne gange at blive konfronteret med spørgsmålet: Hvorfor
skal mænd have det så nemt? Hvorfor skal de slippe så skide let om ved alting?
Og her er det så kunsten for manden at se meeeget samvittighedstynget ud og
undgå at konstruere et eller andet svar i takt med den logiske argumentations
teorier og historie, for så er der dømt krig. Isnende kold krig. Det hænder, at
den tyngede gammel-far siger: Jamen, hvis
jeg kunne, ville jeg gerne være gravid i ni måneder og føde barnet og amme det,
MEN... Og alt afhængigt af dagsformen, bliver han mødt med et hånligt: Ja, ha ha, som om... Det ville du aldrig
kunne holde til. Mænd og smerter. ha! osv. Eller den sårede: Nå, så du negligerer mine lidelser og tror,
at du overhovedet på nogen kan forstå, hvad det er, jeg går igennem... Eller
reaktion i form af den stille indre smerte, hvor man godt ved, at det slet ikke
ville være det samme, hvis manden var gravid. Hvor man ville gå glip af den
helt fantastiske nærhed, man har med barnet. Hvor martyriet dybest set giver
mening, hvor man ikke ville bytte kvalmen og leen og smerterne i underlivet væk
for noget. Hvor den intensitet, der er i at skabe og føde et barn, er så meget
synonym med meningen med livet, at man fandme helt får ondt af de stakkels
mænd, der må hoppe og springe og finde sig i hormoncir(kusse)ts
uforudsigelighed, hvor man den ene dag bliver møde med tårer og forsikringer om
dyb og intens kærlighed til evig tid, og dagen eller få timer efter må finde
sig i at blive fulgt verbalt ad helvede til, fordi man ikke havde købt den
rigtige øko-yoghurt med den rette fedtprocent.
Jeg tror min pointe er, at han slet ikke har tid til at gå
ud og score en kæreste mere. I hvert fald ikke at vedligeholde hende så at
sige. Jeg skulle også nok snart få skræmt hende væk.
Mor(d) i mødregruppen,
november 2010
Hvad er jeg for een? Man stiller sig jo helst ikke spørgsmålet,
da det er så indskrænkende at blive rubriceret. Oh-wanna-be unique. Når de samfundsfaglige taler om
lønarbejderklassen eller onkel Jesper i sin optræden nævner spelt-segmentet, se
så handler det om nogle andre - aldrig om mig. Simultant med, at jeg opfatter
mig selv som et unikt individ, arbejder jeg på at gøre folk mere sociale og
tolerante. Tolerance (kommer
af det latinske verbum tolerare (man er vel klassisk sproglig og sætter
pris på at nå ordets rod)), og det betyder sådan noget som at udholde eller
tåle, men med et touch mere end hvad, der kan rummes i de to ord. Det er et
begreb, som betyder, at man "udholder" andres tanker og meninger,
selvom man selv er uenig. En conditio
sine qua non (ja ja ja, læs: en forudsætning) for tolerance er, at man
ikke er enig i den værdi, man tolererer. Tolerance indebærer eksempelvis et
åbent møde med ens medmennesker. Når man er tolerant, er man også rummelig. Man
kan leve med forskellighed, ja, ligefrem trives med, at tilværelsen gang på
gang udfordrer ens måde at leve, opfatte og erfare på. Mit oplagte
yndlingseksempel herpå er i den seneste tid det at bo i bofællesskab. Jeg
bliver konstant udfordret og vokser med opgaven. MEN selvfølgelig er der et
MEN. Det er god common sense, at et MEN ophæver alt det, man lige har sagt... "Jeg elsker dig, MEN jeg er træt af, at
du altid..." Suk... Her skal man bruge et OG.
Mine dansklærere gennem tiderne har altid påpeget mine lange
indledninger, MEN de har nok inderst inde holdt af dem. Det her var nemlig
indledningen til at lufte fænomenet mødregruppe. OG så kommer MEN. JA-MEN. A-MEN.
For selv som tredjegangsmor (ikke tredjerangs!) tilbydes man
konceptet mødregruppe. Igen prøvede jeg at slippe udenom (allerede her signalerer
jeg, at jeg kommer med en halv-flad indstilling), men de der sundhedsplejersker
appellerer til noget i mig, og så ... sidder man der med sin mødregruppe. Seks
til otte kvinder med det til fælles, at vi inden for ca. samme måned har født
et barn. Første gang er sundhedsplejersken med og foreslår, at vi jo kan
fortælle om vores fødsler og om, hvordan vi er blevet gravide. Jo, det sagde
hun skam den her gang. Det viste sig, at det var fordi, der var flere, der
havde haft svært ved at blive gravide og havde været igennem
reagensglasmetoden, så det var altså ikke sådan noget med at underholde med selve
aktens præcise praksis, hvad jeg da heller ikke syntes, vedkom den omtalte
forsamling.
Tanken om: Mor(d)i
mødregruppen spirede først anden gang.
De fleste af mine gode veninder droppede ud af deres første mødregruppe og
sagde fra næste gang. Jeg ses stadig med min første mødregruppe, og da vi var
bosat Århus V., tænkte jeg, at det da kunne være fornøjeligt med en
multikulturel mødregruppe, men ak: Mødregruppen i Århus V afspejlede ikke det
multikulturelle, kun det multisociale. For de ikke etniske danskere bruger ikke
at være i mødregruppe. Så min mødregruppe bestod af en meget fin dame i et
meget dyrt hus inde ved den gamle by; havde født sit tredje barn, en lille
efternøler - hun var væsentlig ældre end os andre - og så var der Katrine,
søde, dejlige Katrine og så nogle stykker fra det, man i medierne kalder
socialt belastede familier. På det tidspunkt var jeg rimelig fyldt op af mine
små selvbestaltede projekter med socialt belastede naboer, så jeg følte mig som
en hund i et spil kegler. Jeg syntes ikke, jeg kunne være helt mig selv, og jeg
havde jo meldt mig til en mødregruppe, ikke en selvhjælpskvindegruppe - det
blev simpelt hen for kvalmt. Vi havde meldt Sylvester ud af vuggestuen, og jeg
havde ham hjemme, indtil han begyndte i børnehave, da Lærke var 6 måneder, så
jeg brugte ham som undskyldning for at melde mig ud. Katrine trak sig også, så
vi begyndte at gå nogle lange ture med barnevognene.
Hånden på hjertet: Jeg besidder ikke morderiske tendenser,
har faktisk aldrig udtænkt et mord - det må jeg prøve ved lejlighed - det var
bare sådan et delikat ordspil. Man kan vel desuden sige, at selve mødregruppen
blev myrdet, så jeg kunne nyde mine dejlige selvvalgte naturligt fremvoksede venner
og veninder... For venskaber opstår. De kan ikke påduttes. Man finder måske ud
af, at man ofte spiser madpakke med de samme, og pludselig ses man privat. I en
gruppe finder man sammen med dem, man passer sammen med. Man kan selvfølgelig
altid blive overrasket, min pointe er bare, at venskaber opstår stille og
roligt hen ad vejen.
Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville deltage i sådan en
mødregruppe igen. Og så flyttede vi fra 8210 til 8330. En skønne dag sidder jeg
pludselig på en nedlagt gård uden for byen (læs: Beder) i en stue med brune
teaktræsmøbler, kongelige porcelænsfigurer, gulvtæppe, brune paneler og tænker:
"Mormor møder guldalder med ren ved
skovsø." Ugen inden sad jeg i en lejlighed ovre i blokkene hos en mor,
der er ti år yngre end mig, og tænkte sådan lidt: "hvor er kameraet?..., for jeg
er da vist med i et afsnit af de unge mødre." (Ja ja ja, jeg ved godt,
at jeg ikke er en ung mor, og at en 25 årig heller ikke er det, men nu var det
ligesom miljøet, OG det er ikke hendes første barn). Hver gang vi havde mødtes,
slog jeg mig selv i hovedet med, at det var mig, der fra starten af havde haft
den forkerte indstilling. Jeg prøvede med logisk argumentation at forklare mig
selv ud af xxx.... Jeg var den eneste med tre børn, og i de første uger havde
jeg brug for at snakke med nogen, der havde prøvet det. At overskride det der
med to børn, hvor der ligesom er en forælder til hver. Jeg var også den eneste
med et skolebarn, hvor den fire af de fem andres ældste fyldte to omkring
mødregruppeopstarten.
Der var dog een som jeg havde et godt øje til, hende havde
set an i drægtighedsperioden, for hun er Smilla-fra-børnehavens-mor. Desværre
opdagede jeg pludselig, at jeg over for hende begyndte at definere mig selv.
Sådan ligesom forklare, at jeg nok ikke lige passede så godt ind i den der
mødregruppe, men at jeg jo godt kunne lide hende, men at jeg altså ikke er sådan
og sådan, men sådan og sådan - og det er faktisk ikke særlig rart. Jeg syntes, at jeg virkede snobbet og
slet ikke tolerant. Jeg tog hver gang af sted med en åben indstilling, og kom
hver gang hjem og var mega lukket.
En dag på vejen hjem købte jeg en plade Marabou i Brugsen, undervejs mødte jeg Sylvesters
børnehaveklasselærer, som er veninde med Marianne fra bofællesskabet, hvorfor
jeg har mødt hende i andet end skolesammenhænge, og mens hun fik to stykker
chokolade, spiste jeg resten af pladen og blabrede om mødregruppen. Jeg havde
også nået at sms'e til Ane og Marie... Og min selvlede ville ingen ende tage.
Alle tre meddelte mig klart og uden omsvøb, at jeg omgående skulle stoppe med
den der mødregruppe.
Da sundhedsplejersken var på besøg (uge 9 (?)) trængte jeg
hende op i en krog og sagde, at jeg var ked af, at jeg havde sagt ja til at komme
i mødregruppe, og at jeg følte, at hun havde presset mig, og det var der bestemt
ikke kommet noget godt ud af. Hun indrømmede da, at hun med gru havde
konstateret, hvor forskellige vi var, da det gik op for hende, hvem hun havde
sat sammen. Hun nærmest angrede og undskyldte og sagde, at vi aldrig ville
kunne få noget ud af hinanden som gruppe. De tre der kendte hinanden måske. Hun
kiggede mig dybt og direkte ind i øjnene og sagde: Jeg befaler dig at melde dig
ud af den mødregruppe nu. Senest i morgen! Og hvis du ikke gør det, gør jeg! Det
er faktisk rigtig svært. Nu har jeg i de senere år været på kursus dit og dat i
at overbringe trælse kendsgerninger til folk, at være direkte og kunne håndtere
konflikter, men det er ret svært at sige til folk, at man ikke vil ses med dem
mere. Jeg havde jo lige nået en runde, og givet det en chance. Jeg skulle have
sagt fra efter første eller anden gang. Nu valgte jeg ikke konceptet, men
menneskerne i konceptet fra. Og de er alle gode mennesker. Ergo må jeg være den
onde og grusomme og helt forkerte. Det må jeg så leve med.
Tolerance og venskab er ikke det samme. Så idealet for mig
er sådan set ikke, at Pia K. får somaliske veninder og inviterer dem hjem, hvis
de slet ikke har fælles interesser - eller noget at snakke om - eller kan lide
den samme mad. Men min drøm er, at hun ville lære at tolerere, at andre har
andre interesser og madvaner og levemåder. For hun har en stor påvirkning på
(alt for) mange af mine landsmænd…
Arbejder på:
At integrere oprydning og rengøring som nyttige aktiviteter
og ikke spildtid
At forholde mig til ”Wikipedia og sandheden”
At sige ja, at sige til - i stedet for, at meningen med
livet er at sige nej og sige fra… Sig nu ja!
Forsker klar til at sige velkommen til rumvæsner
27. sep. 2010 13.18 P3Nyheder
Hvem står klar med hånden fremme, hvis ET pludselig lander på jorden?Det har FN nu en plan for.
Mazlan Othman, en 58-årige astrofysiker fra Malaysia, vil ifølge The Sunday Times blive udpeget som den officielle rumvæsen-repræsentant for jorden.
140 planeter som jorden
Mazlan Othman leder FN’s rumkomite, og hun har for nylig opdaget omkring 700 nye planter i andre galakser. 140 af disse planeter skulle have samme størrelse som vores klode, og det har ifølge Mazlan Othman øget muligheden for, at der er liv på andre planeter, skriver JP.
- Vi skal have en koordineret indsats på plads, der tager højde for alle de følsomme aspekter, som relaterer sig til emnet. FN er en grydeklar mekanisme, som kan stå for en sådan koordinering, udtaler Mazlan Othman ifølge The Sunday Times.
Rumvæsner skal ikke længere steriliseres
Tilbage i 1967 underskrev USA, Storbritannien og Rusland den såkaldte Ydre rum-traktat, hvor det blandt andet blev vedtaget, at man skulle beskytte jordens befolkning mod rumvæsener ved at sterilisere dem.
Ifølge The Sunday Times vil Mazlan Othman arbejde for at få en mere tolerant tilgang til de fremmede væsener.
