Egne billeder fra tidligere tider...

Tre børn, to arme, een mand, den 21. september, 2010

Tre børn, to arme, een mand, den 21/9 2010

I eventyrerne er der magiske tal. Vi har udtryk som "alle gode gange tre" og "tredje gang er lykkens gang", eller "7-9-13" (tilføjet: "Den eneste ene"). Når vi ser os omkring har tal haft stærke kræfter til alle tider (1971, Skousen/Ingeman), og hvad er næsten stærkere end et primtal? Harmonisk, urokkeligt, udeleligt med andet end sig selv, en stærk enhed. En stolthed.

Jeg har nu tre børn. 3. Og de er født på datoerne: den 3., den 7. og den 13. Alle primtal.

Lillebroderen er ca. 7 dage. I går havde vi haft ham i familien i en uge. Lille-storesøster Lærke har været opslugt glad for ham fra første sekund. Han får nysser og krammere og bliver aet i en uendelighed. Da lille-storesøster kun var lillesøster sov hun i soveværelset, men vi har gennem nogen tid arbejdet hen i mod at sove i eget værelse, når lillebror kommer ud... Og første reaktion kom så i går aftes ved sovetid. Moderen var ønsket, men ammende, så faderen stod for godnatritualet som så ofte før, men denne gang udviklede scenariet sig til, at Lærke rasende bjæffede af sin far stort set enslydende med en ung schæferhund. Da jeg endelig kom derind, var hun helt ulykkelig - og nu er det så, at tallet tre ikke passer ind i nogen harmoni, for barnet siger til mig: Jeg ville ønske, at jeg havde både en mor og en mama ligesom Alma. Alma er Lærkes hjerteveninde i børnehaven. Med varme i stemmen siger mor her: Joh, men så har Alma jo ikke en far, og det har du, og ham vil du jo ikke undvære. På grænsen til schæferhund, vrisser pigen så, at hun selvfølgelig vil beholde sin far, men: Nu er vi jo tre børn, og så synes jeg også, der skal være tre voksne i familien. Og desperat svømmende efter en bølgelængde prøver jeg med: Men synes du ikke, det ville være lidt skørt med tre voksne her inde i lejligheden, det har vi da ikke plads til, og hvor skulle vi også lige finde sådan een... Da ophører den grådkvalte bjæffen øjeblikkeligt, og en meget afklaret og ren barnestemme siger: Far kan da bare gå ud og score en kæreste mere, det kan da ikke være så svært".

Datteren er fire og et halvt. Kan det deles med noget? Kan det virkelig deles mellem to mødre???! Her gik man og troede, man var den eneste ene kæreste og mor. Og dem, der er ledige på markedet er jo yngre end mig ikke? Så ville hun få sådan en ung energisk anden-mor, og så ville jeg være gammel-mor, hende, der havde været gravid i 27 måneder og ammet i 30 måneder. Gammel-mors underliv havde været sprunget i luften og syet sammen uden bedøvelse flere gange. Gammel-mor havde mærket veer, der føltes som om, at manden med leen faktisk stod med sin le og hakkede den ind i maven i håb om at få hende med over på den anden side. Gammel-mor havde, efter 57 måneder plus og x-antal knibeøvelser senere, fået flere og flere grå hår, rynker, pigmentpletter og havde udvidet sin fantasiverden med hidtil ukendte bekymringer for pxxxtalater, børnelokkere, trafikuheld, mobning i skolegården og forholdet til kommende svigerdøtre. Gammel-mor havde kastet op. Lidt og grædt. Hun talte ikke længere søvnløse nætter og de gange, hun havde sunget Barndommens Land og tørret numser og sagt nej tak til rødvin, dans og fest til den lyse morgen.

Manden sprudler. Spændstig og lækker går den nybagte far rundt - jo, med den udstråling kunne han såmænd score en hel busfuld nye mama'er. Og han behøver aldrig sige nej tak til et glas vin. For et par dage siden ryddede han op i alt sit værktøj - der er også meget at se til for en nybagt far. Nu til tre. 3. Det er jo ikke sådan, at han har bygget et taknemmelighedsalter, hvor de alle sammen kunne smide nogle tegninger og noget chokolade og bede lidt for gammel-mor. Men vuggen skal hænges op. Barnevognen skal lappes. Der skal laves puslebord i badeværelset, monteres en ny kattelem - og min guitar har fået sig et vægophæng. Vi har også hønsetjansen i den her uge. De store børn skal afleveres og hentes, have madpakker med, til fodbold, til gymnastik, og så har han oven i købet taget sig tid til at læse bøger og spille spil med dem. Han har også taget en del remouladebleer. Manden har jo to ugers barsel, hvoraf den ene uge er fløjet. Så skal han også passe sit arbejde derefter, sine fodboldklubber og bofællesskabet. I virkeligheden er vi jo 16 voksne og over 20 børn, og det jeg prøver at argumentere mig frem til, er, at far også er en gammel-far. Han skulle lægge øre til gammel-mors beklagelser. Han skulle ind imellem finde sig i at blive svinet til på sit køns vegne. Især da han holdt op med at barbere sig et sted i løbet af projekt barn nummer to. For det er jo ærlig talt det eneste mænd fra naturens side skal døje med: Skægvækst i ansigtet. Han barberede sig dog stadig til en gang efter fødslen af andet barn, for alle min mors kollegaer udtrykte uafhængigt af hinanden, når de så billeder herfra: Sikke dog en ung fyr, der er far til de børn. Han er faktisk kun tre måneder yngre end mig! Nu har han så fravalgt sig den eneste kamp mod naturen i kroppen, altså barberingen, og må finde sig i gentagne gange at blive konfronteret med spørgsmålet: Hvorfor skal mænd have det så nemt? Hvorfor skal de slippe så skide let om ved alting? Og her er det så kunsten for manden at se meeeget samvittighedstynget ud og undgå at konstruere et eller andet svar i takt med den logiske argumentations teorier og historie, for så er der dømt krig. Isnende kold krig. Det hænder, at den tyngede gammel-far siger: Jamen, hvis jeg kunne, ville jeg gerne være gravid i ni måneder og føde barnet og amme det, MEN... Og alt afhængigt af dagsformen, bliver han mødt med et hånligt: Ja, ha ha, som om... Det ville du aldrig kunne holde til. Mænd og smerter. ha! osv. Eller den sårede: Nå, så du negligerer mine lidelser og tror, at du overhovedet på nogen kan forstå, hvad det er, jeg går igennem... Eller reaktion i form af den stille indre smerte, hvor man godt ved, at det slet ikke ville være det samme, hvis manden var gravid. Hvor man ville gå glip af den helt fantastiske nærhed, man har med barnet. Hvor martyriet dybest set giver mening, hvor man ikke ville bytte kvalmen og leen og smerterne i underlivet væk for noget. Hvor den intensitet, der er i at skabe og føde et barn, er så meget synonym med meningen med livet, at man fandme helt får ondt af de stakkels mænd, der må hoppe og springe og finde sig i hormoncir(kusse)ts uforudsigelighed, hvor man den ene dag bliver møde med tårer og forsikringer om dyb og intens kærlighed til evig tid, og dagen eller få timer efter må finde sig i at blive fulgt verbalt ad helvede til, fordi man ikke havde købt den rigtige øko-yoghurt med den rette fedtprocent.

Jeg tror min pointe er, at han slet ikke har tid til at gå ud og score en kæreste mere. I hvert fald ikke at vedligeholde hende så at sige. Jeg skulle også nok snart få skræmt hende væk.

Mor(d) i mødregruppen, november 2010

Hvad er jeg for een? Man stiller sig jo helst ikke spørgsmålet, da det er så indskrænkende at blive rubriceret. Oh-wanna-be unique. Når de samfundsfaglige taler om lønarbejderklassen eller onkel Jesper i sin optræden nævner spelt-segmentet, se så handler det om nogle andre - aldrig om mig. Simultant med, at jeg opfatter mig selv som et unikt individ, arbejder jeg på at gøre folk mere sociale og tolerante. Tolerance (kommer af det latinske verbum tolerare (man er vel klassisk sproglig og sætter pris på at nå ordets rod)), og det betyder sådan noget som at udholde eller tåle, men med et touch mere end hvad, der kan rummes i de to ord. Det er et begreb, som betyder, at man "udholder" andres tanker og meninger, selvom man selv er uenig. En conditio sine qua non (ja ja ja, læs: en forudsætning) for tolerance er, at man ikke er enig i den værdi, man tolererer. Tolerance indebærer eksempelvis et åbent møde med ens medmennesker. Når man er tolerant, er man også rummelig. Man kan leve med forskellighed, ja, ligefrem trives med, at tilværelsen gang på gang udfordrer ens måde at leve, opfatte og erfare på. Mit oplagte yndlingseksempel herpå er i den seneste tid det at bo i bofællesskab. Jeg bliver konstant udfordret og vokser med opgaven. MEN selvfølgelig er der et MEN. Det er god common sense, at et MEN ophæver alt det, man lige har sagt... "Jeg elsker dig, MEN jeg er træt af, at du altid..." Suk... Her skal man bruge et OG.

Mine dansklærere gennem tiderne har altid påpeget mine lange indledninger, MEN de har nok inderst inde holdt af dem. Det her var nemlig indledningen til at lufte fænomenet mødregruppe. OG så kommer MEN. JA-MEN. A-MEN.

For selv som tredjegangsmor (ikke tredjerangs!) tilbydes man konceptet mødregruppe. Igen prøvede jeg at slippe udenom (allerede her signalerer jeg, at jeg kommer med en halv-flad indstilling), men de der sundhedsplejersker appellerer til noget i mig, og så ... sidder man der med sin mødregruppe. Seks til otte kvinder med det til fælles, at vi inden for ca. samme måned har født et barn. Første gang er sundhedsplejersken med og foreslår, at vi jo kan fortælle om vores fødsler og om, hvordan vi er blevet gravide. Jo, det sagde hun skam den her gang. Det viste sig, at det var fordi, der var flere, der havde haft svært ved at blive gravide og havde været igennem reagensglasmetoden, så det var altså ikke sådan noget med at underholde med selve aktens præcise praksis, hvad jeg da heller ikke syntes, vedkom den omtalte forsamling.

Tanken om: Mor(d)i mødregruppen spirede først anden gang. De fleste af mine gode veninder droppede ud af deres første mødregruppe og sagde fra næste gang. Jeg ses stadig med min første mødregruppe, og da vi var bosat Århus V., tænkte jeg, at det da kunne være fornøjeligt med en multikulturel mødregruppe, men ak: Mødregruppen i Århus V afspejlede ikke det multikulturelle, kun det multisociale. For de ikke etniske danskere bruger ikke at være i mødregruppe. Så min mødregruppe bestod af en meget fin dame i et meget dyrt hus inde ved den gamle by; havde født sit tredje barn, en lille efternøler - hun var væsentlig ældre end os andre - og så var der Katrine, søde, dejlige Katrine og så nogle stykker fra det, man i medierne kalder socialt belastede familier. På det tidspunkt var jeg rimelig fyldt op af mine små selvbestaltede projekter med socialt belastede naboer, så jeg følte mig som en hund i et spil kegler. Jeg syntes ikke, jeg kunne være helt mig selv, og jeg havde jo meldt mig til en mødregruppe, ikke en selvhjælpskvindegruppe - det blev simpelt hen for kvalmt. Vi havde meldt Sylvester ud af vuggestuen, og jeg havde ham hjemme, indtil han begyndte i børnehave, da Lærke var 6 måneder, så jeg brugte ham som undskyldning for at melde mig ud. Katrine trak sig også, så vi begyndte at gå nogle lange ture med barnevognene.

Hånden på hjertet: Jeg besidder ikke morderiske tendenser, har faktisk aldrig udtænkt et mord - det må jeg prøve ved lejlighed - det var bare sådan et delikat ordspil. Man kan vel desuden sige, at selve mødregruppen blev myrdet, så jeg kunne nyde mine dejlige selvvalgte naturligt fremvoksede venner og veninder... For venskaber opstår. De kan ikke påduttes. Man finder måske ud af, at man ofte spiser madpakke med de samme, og pludselig ses man privat. I en gruppe finder man sammen med dem, man passer sammen med. Man kan selvfølgelig altid blive overrasket, min pointe er bare, at venskaber opstår stille og roligt hen ad vejen.

Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville deltage i sådan en mødregruppe igen. Og så flyttede vi fra 8210 til 8330. En skønne dag sidder jeg pludselig på en nedlagt gård uden for byen (læs: Beder) i en stue med brune teaktræsmøbler, kongelige porcelænsfigurer, gulvtæppe, brune paneler og tænker: "Mormor møder guldalder med ren ved skovsø." Ugen inden sad jeg i en lejlighed ovre i blokkene hos en mor, der er ti år yngre end mig, og tænkte sådan lidt: "hvor er kameraet?..., for jeg er da vist med i et afsnit af de unge mødre." (Ja ja ja, jeg ved godt, at jeg ikke er en ung mor, og at en 25 årig heller ikke er det, men nu var det ligesom miljøet, OG det er ikke hendes første barn). Hver gang vi havde mødtes, slog jeg mig selv i hovedet med, at det var mig, der fra starten af havde haft den forkerte indstilling. Jeg prøvede med logisk argumentation at forklare mig selv ud af xxx.... Jeg var den eneste med tre børn, og i de første uger havde jeg brug for at snakke med nogen, der havde prøvet det. At overskride det der med to børn, hvor der ligesom er en forælder til hver. Jeg var også den eneste med et skolebarn, hvor den fire af de fem andres ældste fyldte to omkring mødregruppeopstarten.

Der var dog een som jeg havde et godt øje til, hende havde set an i drægtighedsperioden, for hun er Smilla-fra-børnehavens-mor. Desværre opdagede jeg pludselig, at jeg over for hende begyndte at definere mig selv. Sådan ligesom forklare, at jeg nok ikke lige passede så godt ind i den der mødregruppe, men at jeg jo godt kunne lide hende, men at jeg altså ikke er sådan og sådan, men sådan og sådan - og det er faktisk ikke særlig rart. Jeg syntes, at jeg virkede snobbet og slet ikke tolerant. Jeg tog hver gang af sted med en åben indstilling, og kom hver gang hjem og var mega lukket.

En dag på vejen hjem købte jeg en plade Marabou i Brugsen, undervejs mødte jeg Sylvesters børnehaveklasselærer, som er veninde med Marianne fra bofællesskabet, hvorfor jeg har mødt hende i andet end skolesammenhænge, og mens hun fik to stykker chokolade, spiste jeg resten af pladen og blabrede om mødregruppen. Jeg havde også nået at sms'e til Ane og Marie... Og min selvlede ville ingen ende tage. Alle tre meddelte mig klart og uden omsvøb, at jeg omgående skulle stoppe med den der mødregruppe.

Da sundhedsplejersken var på besøg (uge 9 (?)) trængte jeg hende op i en krog og sagde, at jeg var ked af, at jeg havde sagt ja til at komme i mødregruppe, og at jeg følte, at hun havde presset mig, og det var der bestemt ikke kommet noget godt ud af. Hun indrømmede da, at hun med gru havde konstateret, hvor forskellige vi var, da det gik op for hende, hvem hun havde sat sammen. Hun nærmest angrede og undskyldte og sagde, at vi aldrig ville kunne få noget ud af hinanden som gruppe. De tre der kendte hinanden måske. Hun kiggede mig dybt og direkte ind i øjnene og sagde: Jeg befaler dig at melde dig ud af den mødregruppe nu. Senest i morgen! Og hvis du ikke gør det, gør jeg! Det er faktisk rigtig svært. Nu har jeg i de senere år været på kursus dit og dat i at overbringe trælse kendsgerninger til folk, at være direkte og kunne håndtere konflikter, men det er ret svært at sige til folk, at man ikke vil ses med dem mere. Jeg havde jo lige nået en runde, og givet det en chance. Jeg skulle have sagt fra efter første eller anden gang. Nu valgte jeg ikke konceptet, men menneskerne i konceptet fra. Og de er alle gode mennesker. Ergo må jeg være den onde og grusomme og helt forkerte. Det må jeg så leve med.

Tolerance og venskab er ikke det samme. Så idealet for mig er sådan set ikke, at Pia K. får somaliske veninder og inviterer dem hjem, hvis de slet ikke har fælles interesser - eller noget at snakke om - eller kan lide den samme mad. Men min drøm er, at hun ville lære at tolerere, at andre har andre interesser og madvaner og levemåder. For hun har en stor påvirkning på (alt for) mange af mine landsmænd…

Arbejder på:

At integrere oprydning og rengøring som nyttige aktiviteter og ikke spildtid

At forholde mig til ”Wikipedia og sandheden”

At sige ja, at sige til - i stedet for, at meningen med livet er at sige nej og sige fra… Sig nu ja!

Forsker klar til at sige velkommen til rumvæsner

27. sep. 2010 13.18 P3Nyheder

Hvem står klar med hånden fremme, hvis ET pludselig lander på jorden?
Det har FN nu en plan for.

Mazlan Othman, en 58-årige astrofysiker fra Malaysia, vil ifølge The Sunday Times blive udpeget som den officielle rumvæsen-repræsentant for jorden.
140 planeter som jorden
Mazlan Othman leder FN’s rumkomite, og hun har for nylig opdaget omkring 700 nye planter i andre galakser. 140 af disse planeter skulle have samme størrelse som vores klode, og det har ifølge Mazlan Othman øget muligheden for, at der er liv på andre planeter, skriver JP.
- Vi skal have en koordineret indsats på plads, der tager højde for alle de følsomme aspekter, som relaterer sig til emnet. FN er en grydeklar mekanisme, som kan stå for en sådan koordinering, udtaler Mazlan Othman ifølge The Sunday Times.
Rumvæsner skal ikke længere steriliseres
Tilbage i 1967 underskrev USA, Storbritannien og Rusland den såkaldte Ydre rum-traktat, hvor det blandt andet blev vedtaget, at man skulle beskytte jordens befolkning mod rumvæsener ved at sterilisere dem.
Ifølge The Sunday Times vil Mazlan Othman arbejde for at få en mere tolerant tilgang til de fremmede væsener.

Julebrev, den 22. december, 2009

       Den 22 december 2009

Min datter (nu 3½ år) sidder ved min side og laver billetter til cirkus: ”Mor, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal optræde med endnu, men jeg laver lige billetterne, så er de klar. Der skal være mange pladser, og er der for resten gulvtæppe i et cirkus?” Billetterne, der først var gule og ca. tre gange tre centimeter bliver mindre og mindre (motorik-mormor vil glædes over den 3 åriges færdigheder med en saks), og jeg siger – ja, det gør jeg, det siger jeg faktisk: ”Jamen, barn dog, du splitter jo billetterne i atomer.”

Og så var den der: Årets Julebrevs-skrivelse!

De sidste år har jeg skrevet et julebrev, som jeg har sendt til mine venner, velvidende at de færreste har tid til (eller orker) at læse det. Men det er sådan en dejlig terapeutisk proces at sidde og samle lidt sprogligt sammen, så man får følelsen af at evaluere en periode af begivenheder og tanker og følelser til en sammenhæng: Kaldet et år.

Nu røg billetterne på gulvet!

2009: Dem jeg kendte på Grønland er flyttet til Ålborg. Søens folk er vist gået i land for julen, så min julehilsen er knapt så favnende, men som altid til jer, der ikke får læst mit julebrev:

Se et julekort for dig. Bragt med Postmand Per med røde kinder og et smil:

Jeg ønsker dig og din familie en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår!

(Til dig, der læser videre: I år 2009 har jeg arbejdet med blandt andet arbejdspladsfastholdelser, og ja, Post Danmark har pisse mange stresssygemeldinger, og det er blevet alt for dyrt at sende breve, og smilene er det så som så med, og affærer med posten er vist So Last Century, men brug nu bare fantasien. Og vær sød ved din post i det kommende år, smil ((også selvom det ikke er genkendelsens smil, for de dage er ovre, hvor man havde en fast post)), men smil til studentermedhjælperen om lørdagen, ham, der er i arbejdsprøvning om mandagen, smil til posten på seniorordning, der kommer om tirsdagen, smil selv om posten ikke når frem om onsdagen. Smil... I Trillegården kunne postbudene som regel ikke dansk, og de kunne ikke rigtigt læse navnene på skiltene, og man kunne heller ikke forklare dem, at psykolog-Flemming var flyttet ud af nr. 47 for en del år siden, men jeg smilede, gjorde jeg. Og så flyttede vi.)

Nu kan man sende breve til: Malene Sørensen. Kirkebakken 80, 8330 Beder.

Her bor jeg nu og deler postkasse med 35 andre. Og tak til de to, der skrev ægte gammeldags breve til mig i 2009.

Den 26 april flyttede jeg med min lille familie i bofællesskab i Beder. Jeg har allerede stof nok til en hel bog, og da jeg som bekendt er ekspert i at gøre en kort historie lang, står jeg over for en mangedimensionel udfordring... Snyder vi os bagom sidste års julebrev (her er jeg lidt Svend Åge Madsen inspireret), og tager afsæt i starten af december 2008, så forelskede vi os i et sted og den boform, der udspillede sig på stedet, MEN vores bank gjorde ikke, og så måtte vi så grueligt meget igennem. Vi blev kede af, at vi ikke kunne flytte ud til det dejlige sted. Da det så blev muligt alligevel, fattede vi det ikke rigtigt. Men en smuk forårsdag forlod vi ghettoen. Det var en lærerig tid at bo dér. Vi har mødt en masse dejlige mennesker og haft en masse gode oplevelser i Århus V – mit eget Danmarksbillede blev dog mere og mere forvrænget. Vi boede i et socialt belastet område med mange indvandrere, Rasmus arbejder med drenge med store problemer (hvoraf en del boede i området), jeg arbejdede primært med Århus V sager – og på et tidspunkt blev det skide svært at være politisk korrekt, åben og rummelig, for enten skal man leve der og passe sig selv, eller også kan man engagere sig, men så køber man samtidig en indsigt, som det kan være svært at leve med og enormt frustrerende at prøve at handle på. Når det ser allermest håbløst ud, bliver jeg dog altid så varm ved tanken om alle de ildsjæle, der findes. Mennesker, der frivilligt arbejder for at andre med mindre overskud end dem selv, kan få det bedre. Det kan eksempelvis være kvindegrupperne, der støtter de isolerede kvinder, som der er rigtig mange af i bagside-Danmark. Det kan være lektiehjælpere, der frivilligt bruger tid med børn, der har forældre, som ikke kan assistere med lektier, hvad der kan hjælpe disse børn med at bryde et socialt mønster osv. Der er frivillige gademedarbejdere, der støtter de unge i at lave noget konstruktivt i stedet for gadeballade. Der er så meget god energi i verden. Vi kan ikke altid se den, men den er der. Og den smitter.

I går sad jeg ved en pige i bussen, hun sad og sms’ede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hver gang hun sendte og modtog en besked, gik den gennem min krop. Måske. Man kan ikke se det, men det er der. Ergo er der mere mellem Himmel og Jord end øjet kan se;-) (Ha! Go Home Descartes-logik). Og så er vi tilbage ved atomerne. For jeg har haft oldgræsk i gymnasiet, og atomos betyder udelelig. De gode gamle grækere mente, at der var en mindste udelelig enhed. Søg selv på Nanoscience Centers hjemmeside og vær med til at udfordre atomerne! Med det vil jeg frem til, hvad vi ikke umiddelbart kan sanse, for det presser sig jo på hver jul. Vi har brug for en slags mening og orden, og bag ved kagerne og gaverne skulle der helst være noget andet. Nogle kalder det kærlighed. Og apropos good old greeks, så er det jo evigt diskutabelt, hvad det ord dækker over. Mit ønske er, at menneskeheden bliver bedre til sprog. Bedre til at kommunikere og blive enige om, hvad vi mener med de ord, vi bruger, for de fleste konflikter bygger på sproglige misforståelser. Det handler ikke kun om, at somaliere bliver bedre til dansk og europæere bedre til engelsk og amerikanere bedre til kinesisk, selvom det da nok kunne skabe lidt bedre energi. Det handler også om metasprog, og vi må aldrig give op.

Og nu, hvor jeg har skrevet mig varm er ba-line-danseren færdig med at producere billetter, så nu må jeg nok snart holde en pause. Ba-line er en misforstået kobling af ballet- og linedanser, men titlen er vist ikke beskyttet, så jeg lader hende fortsat kalde sig ba-line-danser, bare hun ikke begynder at kalde sig psykoterapeut;-) Således er mit liv ret så atomart (=logisk usammensat). Med et moderne ord, lidt stresset ind imellem. Bedst som man i tankerne er ved at redde verden, er der en numse, der skal tørres og nogle billetter, der skal sælges. På jobbet vil jeg gerne redde nogle mennesker i verden, og så er der en eller anden, der slår mig i hovedet med en kalender eller en paragraf, og siger, at jeg for helvede da ikke kan redde hele verden, og at det jo bare er et job. Så  tænker jeg, at jeg da bare kan redde miljøet i stedet ved at lave en køkkenhave, men så æder kaninerne mine broccoli, og hønsene torpederer ærterne, og så skal vi vedtage på husmøde, om de færdigproducerede grøntsager, vi køber, skal være økologiske, eller om vi skal spare på madbudgettet og lempe lidt pesticider og penicillin ind i madlavningen. Og så er vi i kernen af bofællesskabets problematikker og charmer.

Vi er 16 voksne og 20 børn og pt. en bedstemor. Så er der hestene og kaninerne, hunden(!) og kattene. Vi bor i en gammel efterskole, et helt igennem fantastisk sted med en vidunderlig have og et hav af muligheder. Jeg elsker at diskutere politik med folk, jeg næsten er enige med. Knap så glad er jeg for at diskutere med dem, jeg er uenig med, for vi har begge parter meget svært ved at rykke os. Men man skal være åben. He he, og min rummelighed er så sandelig også på et udfordrende arbejde i mit nye bofællesskabsliv. For det er så let at være rummelig over for dem, der har nogenlunde samme livsopfattelse som een selv. Eller over for dem, der har brug for hjælp. Så går man rundt og tror, at man er noget så åben og rummelig.

Et bofællesskab er i virkeligheden en kæmpestor udfordring. For man bor jo sammen som een stor familie med folk fra forskellige planeter (og vi er altså ude i et meget bredere felt end den der klassiske Venus versus Mars konflikt). Alle lægger vi hver vores betydning i ordet fællesskab. Og der opstår konflikter, fordi det gør der. Ja, fordi det gør der! I et klassisk parforhold skal to mennesker blive enige. Nu skal 16 mennesker blive enige om, hvilket toiletpapir vi skal købe. Og nogle mennesker har mere følsomme numser end andre. Hmmm, der er virkelig meget, der skal italesættes. Og er det livet værd?

Det er jo det afgørende spørgsmål. Livet er jo livet værd. Men er det livet værd at blive udfordret på ens livssyn hver eneste dag? Et det livet værd at flytte sammen med nogle mennesker, som man dybest set ikke ved, om man kan holde af, når udfordringerne er størst?

Jeg har grædt, fordi min boble brast. Jeg har rykket symbolske hår ud af hårbunden over, at alle andre ikke tænker ligesom mig! Jeg har spekuleret, har jeg. Analyseret.

Da sommeren kom, var jeg flad på batterierne. Vi var på sommerlejr med rockerbanden, men fællessang blev til solosang og bål til brandfare. Jeg ville bare holde ferie i en iglo for mig selv. Eller i et kloster i fjernøsten. Væk. Undskyld rockere.

Men hvis vi ikke tager udfordringen op, bliver verden aldrig et endnu bedre sted at være. For så er vi os selv nok. Jeg har altid været fascineret af Platon. Af  kibbutztanken. Men Sparta og Athen var i krig. Og Israel er jo ikke ligefrem karakteriseret ved fredelig dialog og harmonisk samhørighed. Så nej, jeg mener ikke, at verden bliver reddet ved, at vi alle sammen flytter i bofællesskab. Jeg tror bare, at vi somme tider skal stoppe op og ruske godt og grundigt i os selv eller acceptere, at andre gør det. Måske her ved juletid (Læste lige i en avis, at Frelsens Hær kun har samlet penge nok ind til at bespise halvdelen af de fattige, som de plejer at kunne give mad i julen)... Vi skal se på verden som et stort bofællesskab. Jeg tror på et fællesskab på tværs af det, der ellers giver os tilhørsforhold i det små. Ho ho ho (på juelmandsmåden vel at mærke;-))

Jeg kender så mange dejlige, kloge, kærlige, smukke, vise mennesker – og jeg tilbringer for lidt tid med dem alle sammen. Men jeg øver mig i at glædes over den tid, der er, i stedet for at ærgre mig over alt det, jeg ikke når. Heldigvis har der været masser af begivenheder i år 2009 med lejlighed til at nyde samvær med samtaler og vrøvlerier osv.. Har været til nogle fantastiske bryllupper. I påsken var vi bl.a. til Ane og Laurits heavy-metal-bryllup, der varede i dage tre og som slet ikke var et bryllup, men det var det nu alligevel. Det var fedt at være af sted med så mange mennesker i så mange dage, man når at være morgengrimme sammen og komme nogle lag dybere. Påsken bød også på et smukt rockerbandebryllup (Jens og Anna) – altså, glem alt om gamle kristne danske traditioner: Her blev parret viet af en vaskeægte socialist, bruden var i rød og i november var vi til Linda og Kajs Asa-bryllup med vætter, vaner, aser og andet godtfolk. I mit sidst på året overblik ønsker jeg at se tilbage på årest bedste, det gør man jo. Årets bedste film har helt givet været Anti-Christ. Jeg er helt vild med Lars Von Triers film, men jeg har ikke set den her. Jeg er blevet så blød, efter jeg har fået børn, så jeg har den til gode. Pt. hører jeg en cd, jeg har lånt af Mia, der hedder ”On your Wall” med en vidunderlig sangerinde, der hedder Clara Bryld – men den er fra 2008, så den gælder vel heller ikke. Hæ! At læse er jo min yndlingshobby, og den bog, der senest har haft stor betydning for mig er Ole Vadum Dahls: Coaching og kunsten at leve. Jeg er i gang med en coachuddannelse i forbindelse med mit arbejde – jeg ved det godt, jeg ved det godt.... Den er helt gal med mig! Jeg har også været på nogle dejlige pigeweekender i år, i marts var Louise, Christina, Vibeke, Ida og jeg i sommerhus på Sydfyn. Vi har læst religionsvidenskab sammen og er geografisk spredt for alle vinde, også fagligt – men vi nyder stadig hinandens selskab, når det lykkes at slippe af sted. Den første weekend i december var jeg på pigetur med Marie, Maria og Ane til Ribe – også uden mænd og børn! Jeg har haft mange andre super oplevelser i år (og som tidligere ekspert i oplevelsesøkonomi, ved jeg jo, at det er sådan vi gør vores liv op i disse år: I oplevelser).

Jeg vil ikke droppe flere navne, men fortælle, at min søn i år er startet i skole. I 0.B. Og han er det gladeste barn i verden. Han er kommet i en rigtig god klasse, har en supersød og dygtig lærer, han har fået nye venner og udvikler sig, så det næsten ikke er til at følge med. Både Sylvester og Lærke er blevet rigtigt bofællesskabsunger. De trives med de mange mennesker og beder os somme tider love, at vi aldrig skal flytte. Lærke elsker at være med til at lave mad – vi har fællesspisning seks aftener i ugen, kun om søndagen spiser man med sin egen lille familie. Og hun har et godt kogekone-gen – Hun bager boller og skræller gulerødder og piller hvidløg i lange baner. Jeg har sådan lyst til at fortælle meget mere, men så overskrider jeg vist rimelighedens grænser. Rasmus er startet på at læse psykologi efter sommerferien– det er et fuldtidsstudie, han har, ved siden af sit fuldtidsjob... Og nej, det kan ikke lade sig gøre, men jeg tror på, at han nok skal gennemføre det, blot ikke på normeret tid.

Selv har jeg nu været ansat i Århus Kommune i ca. halvandet år som virksomhedskonsulent. Den 15. januar 2010 skifter jeg job og skal til at arbejde med hjemløse. Jeg kan ikke fortælle så meget om det endnu, det kan ingen rigtigt, så jeg kaster mig spændt over det. Regeringen har sat en masse penge af til at få de hjemløse væk fra gaderne (om det er for at hjælpe af et godt hjerte, eller det er for at tegne et pænere gadebillede, lader vi stå hen i det uvisse)... Jeg glæder mig rigtig meget, men er også spændt på, om jeg har optimismen og psyken til det i længden. Jeg skal forlade nogle fantastiske kollegaer, og det er jeg meget ked af. Men som min gamle yogalærer Agnete (nogle vil mindes, at hendes livssyn indimellem var en tand for alternativt til mig), men som hun altid sagde: En afslutning er altid en begyndelse på noget nyt!

Vi kan samle en masse materiel til os. Men når vi sidder som gamle og ser tilbage, tror jeg ikke, vi vil glædes ved alt vores overarbejde, så vi kunne få råd til ting. Så tror jeg, at vi vil huske alle de stunder, vi havde i fællesskab med den andre mennesker. Og posten vil huske de smil, han fik. Trods alt. Jeg er mange gange som yngre lullet i søvn til Som et strejf af en dråbe, når det elektriske barometer lukkede ned om søndagen. I februar skrev Kashmir et nyt afslutningsnummer til barometeret-still-going-strong og mærk dig teksten:

Midt i trængslen,

går du baglæns,

siver uda’ over vejen

Bort i mængden,

før mit blik, kan nå,

at fange dig

Bli'r vi splittet til atomer,

bedst som vi er skudt af sted,

uden det vi sku' forsone,

uden det vi sku ha' med

Pas rigtig godt på dig selv og dem omkring dig. Flere af mine nære er blevet ramt af stress i år, nogle gange mærker jeg den banker på min dør. Lad os tage kampen op mod den i 2010. Det er lettere sagt end gjort, men mærk den gode energi, den er der altid.

Mange kærlige hilsner fra

Malene Sørensen