Den 22 december 2009
Min datter (nu 3½ år)
sidder ved min side og laver billetter til cirkus: ”Mor, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal optræde med endnu, men jeg
laver lige billetterne, så er de klar. Der skal være mange pladser, og er der
for resten gulvtæppe i et cirkus?” Billetterne, der først var gule og ca.
tre gange tre centimeter bliver mindre og mindre (motorik-mormor vil glædes
over den 3 åriges færdigheder med en saks), og jeg siger – ja, det gør jeg, det
siger jeg faktisk: ”Jamen, barn dog, du
splitter jo billetterne i atomer.”
Og så var den der: Årets
Julebrevs-skrivelse!
De sidste år har jeg
skrevet et julebrev, som jeg har sendt til mine venner, velvidende at de
færreste har tid til (eller orker) at læse det. Men det er sådan en dejlig terapeutisk
proces at sidde og samle lidt sprogligt sammen, så man får følelsen af at
evaluere en periode af begivenheder og tanker og følelser til en sammenhæng: Kaldet et år.
Nu røg billetterne på
gulvet!
2009: Dem jeg kendte på
Grønland er flyttet til Ålborg. Søens folk er vist gået i land for julen, så
min julehilsen er knapt så favnende, men som altid til jer, der ikke får læst mit julebrev:
Se et julekort for dig.
Bragt med Postmand Per med røde kinder og et smil:
Jeg ønsker dig og din familie en glædelig
jul og et godt og lykkebringende nytår!
(Til dig, der læser videre: I år 2009 har jeg arbejdet med blandt
andet arbejdspladsfastholdelser, og ja, Post Danmark har pisse mange
stresssygemeldinger, og det er blevet alt for dyrt at sende breve, og smilene
er det så som så med, og affærer med posten er vist So Last Century, men brug
nu bare fantasien. Og vær sød ved din post i det kommende år, smil ((også
selvom det ikke er genkendelsens smil, for de dage er ovre, hvor man havde en
fast post)), men smil til studentermedhjælperen om lørdagen, ham, der er i
arbejdsprøvning om mandagen, smil til posten på seniorordning, der kommer om
tirsdagen, smil selv om posten ikke når frem om onsdagen. Smil... I Trillegården
kunne postbudene som regel ikke dansk, og de kunne ikke rigtigt læse navnene på
skiltene, og man kunne heller ikke forklare dem, at psykolog-Flemming var
flyttet ud af nr. 47 for en del år siden, men jeg smilede, gjorde jeg. Og så
flyttede vi.)
Nu kan man sende breve
til: Malene Sørensen. Kirkebakken 80, 8330 Beder.
Her bor jeg nu og deler
postkasse med 35 andre. Og tak til de to, der skrev ægte gammeldags breve til
mig i 2009.
Den 26 april flyttede jeg
med min lille familie i bofællesskab i Beder. Jeg har allerede stof nok til en
hel bog, og da jeg som bekendt er ekspert i at gøre en kort historie lang, står
jeg over for en mangedimensionel udfordring... Snyder vi os bagom sidste års
julebrev (her er jeg lidt Svend Åge Madsen inspireret), og tager afsæt i
starten af december 2008, så forelskede vi os i et sted og den boform, der
udspillede sig på stedet, MEN vores bank gjorde ikke, og så måtte vi så
grueligt meget igennem. Vi blev kede af, at vi ikke kunne flytte ud til det
dejlige sted. Da det så blev muligt alligevel, fattede vi det ikke rigtigt. Men
en smuk forårsdag forlod vi ghettoen. Det var en lærerig tid at bo dér. Vi har
mødt en masse dejlige mennesker og haft en masse gode oplevelser i Århus V –
mit eget Danmarksbillede blev dog mere og mere forvrænget. Vi boede i et
socialt belastet område med mange indvandrere, Rasmus arbejder med drenge med
store problemer (hvoraf en del boede i området), jeg arbejdede primært med
Århus V sager – og på et tidspunkt blev det skide svært at være politisk
korrekt, åben og rummelig, for enten skal man leve der og passe sig selv, eller
også kan man engagere sig, men så køber man samtidig en indsigt, som det kan
være svært at leve med og enormt frustrerende at prøve at handle på. Når det
ser allermest håbløst ud, bliver jeg dog altid så varm ved tanken om alle de
ildsjæle, der findes. Mennesker, der frivilligt arbejder for at andre med
mindre overskud end dem selv, kan få det bedre. Det kan eksempelvis være
kvindegrupperne, der støtter de isolerede kvinder, som der er rigtig mange af i
bagside-Danmark. Det kan være lektiehjælpere, der frivilligt bruger tid med
børn, der har forældre, som ikke kan assistere med lektier, hvad der kan hjælpe
disse børn med at bryde et socialt mønster osv. Der er frivillige
gademedarbejdere, der støtter de unge i at lave noget konstruktivt i stedet for
gadeballade. Der er så meget god energi i verden. Vi kan ikke altid se den, men
den er der. Og den smitter.
I går sad jeg ved en pige
i bussen, hun sad og sms’ede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hver
gang hun sendte og modtog en besked, gik den gennem min krop. Måske. Man kan
ikke se det, men det er der. Ergo er der mere mellem Himmel og Jord end øjet
kan se;-) (Ha! Go Home Descartes-logik). Og så er vi tilbage ved atomerne. For
jeg har haft oldgræsk i gymnasiet, og atomos
betyder udelelig. De gode gamle grækere mente, at der var en mindste udelelig
enhed. Søg selv på Nanoscience Centers hjemmeside og vær med til at udfordre
atomerne! Med det vil jeg frem til, hvad vi ikke umiddelbart kan sanse, for det
presser sig jo på hver jul. Vi har brug for en slags mening og orden, og bag
ved kagerne og gaverne skulle der helst være noget andet. Nogle kalder det
kærlighed. Og apropos good old greeks, så er det jo evigt diskutabelt, hvad det
ord dækker over. Mit ønske er, at menneskeheden bliver bedre til sprog. Bedre
til at kommunikere og blive enige om, hvad vi mener med de ord, vi bruger, for
de fleste konflikter bygger på sproglige misforståelser. Det handler ikke kun
om, at somaliere bliver bedre til dansk og europæere bedre til engelsk og
amerikanere bedre til kinesisk, selvom det da nok kunne skabe lidt bedre
energi. Det handler også om metasprog, og vi må aldrig give op.
Og nu, hvor jeg har
skrevet mig varm er ba-line-danseren færdig med at producere billetter, så nu
må jeg nok snart holde en pause. Ba-line er en misforstået kobling af ballet-
og linedanser, men titlen er vist ikke beskyttet, så jeg lader hende fortsat
kalde sig ba-line-danser, bare hun ikke begynder at kalde sig psykoterapeut;-)
Således er mit liv ret så atomart (=logisk usammensat). Med et moderne ord,
lidt stresset ind imellem. Bedst som man i tankerne er ved at redde verden, er
der en numse, der skal tørres og nogle billetter, der skal sælges. På jobbet
vil jeg gerne redde nogle mennesker i verden, og så er der en eller anden, der
slår mig i hovedet med en kalender eller en paragraf, og siger, at jeg for
helvede da ikke kan redde hele verden, og at det jo bare er et job. Så tænker jeg, at jeg da bare kan redde miljøet
i stedet ved at lave en køkkenhave, men så æder kaninerne mine broccoli, og
hønsene torpederer ærterne, og så skal vi vedtage på husmøde, om de
færdigproducerede grøntsager, vi køber, skal være økologiske, eller om vi skal
spare på madbudgettet og lempe lidt pesticider og penicillin ind i madlavningen.
Og så er vi i kernen af bofællesskabets problematikker og charmer.
Vi er 16 voksne og 20
børn og pt. en bedstemor. Så er der hestene og kaninerne, hunden(!) og kattene.
Vi bor i en gammel efterskole, et helt igennem fantastisk sted med en
vidunderlig have og et hav af muligheder. Jeg elsker at diskutere politik med
folk, jeg næsten er enige med. Knap så glad er jeg for at diskutere med dem,
jeg er uenig med, for vi har begge parter meget svært ved at rykke os. Men man
skal være åben. He he, og min rummelighed er så sandelig også på et udfordrende
arbejde i mit nye bofællesskabsliv. For det er så let at være rummelig over for
dem, der har nogenlunde samme livsopfattelse som een selv. Eller over for dem,
der har brug for hjælp. Så går man rundt og tror, at man er noget så åben og
rummelig.
Et bofællesskab er i
virkeligheden en kæmpestor udfordring. For man bor jo sammen som een stor
familie med folk fra forskellige planeter (og vi er altså ude i et meget
bredere felt end den der klassiske Venus versus Mars konflikt). Alle lægger vi
hver vores betydning i ordet fællesskab. Og der opstår konflikter, fordi det
gør der. Ja, fordi det gør der! I et klassisk parforhold skal to mennesker
blive enige. Nu skal 16 mennesker blive enige om, hvilket toiletpapir vi skal
købe. Og nogle mennesker har mere følsomme numser end andre. Hmmm, der er
virkelig meget, der skal italesættes. Og er det livet værd?
Det er jo det afgørende
spørgsmål. Livet er jo livet værd. Men er det livet værd at blive udfordret på
ens livssyn hver eneste dag? Et det livet værd at flytte sammen med nogle
mennesker, som man dybest set ikke ved, om man kan holde af, når udfordringerne
er størst?
Jeg har grædt, fordi min
boble brast. Jeg har rykket symbolske hår ud af hårbunden over, at alle andre ikke
tænker ligesom mig! Jeg har spekuleret, har jeg. Analyseret.
Da sommeren kom, var jeg
flad på batterierne. Vi var på sommerlejr med rockerbanden, men fællessang blev
til solosang og bål til brandfare. Jeg ville bare holde ferie i en iglo for mig
selv. Eller i et kloster i fjernøsten. Væk. Undskyld rockere.
Men hvis vi ikke tager
udfordringen op, bliver verden aldrig et endnu bedre sted at være. For så er vi
os selv nok. Jeg har altid været fascineret af Platon. Af kibbutztanken. Men Sparta og Athen var i
krig. Og Israel er jo ikke ligefrem karakteriseret ved fredelig dialog og
harmonisk samhørighed. Så nej, jeg mener ikke, at verden bliver reddet ved, at
vi alle sammen flytter i bofællesskab. Jeg tror bare, at vi somme tider skal
stoppe op og ruske godt og grundigt i os selv eller acceptere, at andre gør
det. Måske her ved juletid (Læste lige i en avis, at Frelsens Hær kun har
samlet penge nok ind til at bespise halvdelen af de fattige, som de plejer at
kunne give mad i julen)... Vi skal se på verden som et stort bofællesskab. Jeg
tror på et fællesskab på tværs af det, der ellers giver os tilhørsforhold i det
små. Ho ho ho (på juelmandsmåden vel at mærke;-))
Jeg kender så mange
dejlige, kloge, kærlige, smukke, vise mennesker – og jeg tilbringer for lidt
tid med dem alle sammen. Men jeg øver mig i at glædes over den tid, der er, i
stedet for at ærgre mig over alt det, jeg ikke når. Heldigvis har der været
masser af begivenheder i år 2009 med lejlighed til at nyde samvær med samtaler
og vrøvlerier osv.. Har været til nogle fantastiske bryllupper. I påsken var vi
bl.a. til Ane og Laurits heavy-metal-bryllup, der varede i dage tre og som slet
ikke var et bryllup, men det var det nu alligevel. Det var fedt at være af sted
med så mange mennesker i så mange dage, man når at være morgengrimme sammen og
komme nogle lag dybere. Påsken bød også på et smukt rockerbandebryllup (Jens og
Anna) – altså, glem alt om gamle kristne danske traditioner: Her blev parret
viet af en vaskeægte socialist, bruden var i rød og i november var vi til Linda
og Kajs Asa-bryllup med vætter, vaner, aser og andet godtfolk. I mit sidst på
året overblik ønsker jeg at se tilbage på årest
bedste, det gør man jo. Årets bedste film har helt givet været Anti-Christ. Jeg er helt vild med Lars
Von Triers film, men jeg har ikke set den her. Jeg er blevet så blød, efter jeg
har fået børn, så jeg har den til gode. Pt. hører jeg en cd, jeg har lånt af
Mia, der hedder ”On your Wall” med en
vidunderlig sangerinde, der hedder Clara Bryld – men den er fra 2008, så den
gælder vel heller ikke. Hæ! At læse er jo min yndlingshobby, og den bog, der
senest har haft stor betydning for mig er Ole Vadum Dahls: Coaching og kunsten at leve. Jeg er i gang med en coachuddannelse i
forbindelse med mit arbejde – jeg ved det
godt, jeg ved det godt.... Den er helt gal med mig! Jeg har også været på
nogle dejlige pigeweekender i år, i marts var Louise, Christina, Vibeke, Ida og
jeg i sommerhus på Sydfyn. Vi har læst religionsvidenskab sammen og er
geografisk spredt for alle vinde, også fagligt – men vi nyder stadig hinandens
selskab, når det lykkes at slippe af sted. Den første weekend i december var
jeg på pigetur med Marie, Maria og Ane til Ribe – også uden mænd og børn! Jeg
har haft mange andre super oplevelser i år (og som tidligere ekspert i
oplevelsesøkonomi, ved jeg jo, at det er sådan vi gør vores liv op i disse år:
I oplevelser).
Jeg vil ikke droppe flere
navne, men fortælle, at min søn i år er startet i skole. I 0.B. Og han er det
gladeste barn i verden. Han er kommet i en rigtig god klasse, har en supersød
og dygtig lærer, han har fået nye venner og udvikler sig, så det næsten ikke er
til at følge med. Både Sylvester og Lærke er blevet rigtigt bofællesskabsunger.
De trives med de mange mennesker og beder os somme tider love, at vi aldrig
skal flytte. Lærke elsker at være med til at lave mad – vi har fællesspisning
seks aftener i ugen, kun om søndagen spiser man med sin egen lille familie. Og
hun har et godt kogekone-gen – Hun bager boller og skræller gulerødder og piller
hvidløg i lange baner. Jeg har sådan lyst til at fortælle meget mere, men så
overskrider jeg vist rimelighedens grænser. Rasmus er startet på at læse
psykologi efter sommerferien– det er et fuldtidsstudie, han har, ved siden af
sit fuldtidsjob... Og nej, det kan ikke lade sig gøre, men jeg tror på, at han
nok skal gennemføre det, blot ikke på normeret tid.
Selv har jeg nu været
ansat i Århus Kommune i ca. halvandet år som virksomhedskonsulent. Den 15.
januar 2010 skifter jeg job og skal til at arbejde med hjemløse. Jeg kan ikke
fortælle så meget om det endnu, det kan ingen rigtigt, så jeg kaster mig spændt
over det. Regeringen har sat en masse penge af til at få de hjemløse væk fra
gaderne (om det er for at hjælpe af et godt hjerte, eller det er for at tegne
et pænere gadebillede, lader vi stå hen i det uvisse)... Jeg glæder mig rigtig
meget, men er også spændt på, om jeg har optimismen og psyken til det i
længden. Jeg skal forlade nogle fantastiske kollegaer, og det er jeg meget ked
af. Men som min gamle yogalærer Agnete (nogle vil mindes, at hendes livssyn
indimellem var en tand for alternativt til mig), men som hun altid sagde: En
afslutning er altid en begyndelse på noget nyt!
Vi kan samle en masse
materiel til os. Men når vi sidder som gamle og ser tilbage, tror jeg ikke, vi
vil glædes ved alt vores overarbejde, så vi kunne få råd til ting. Så tror jeg,
at vi vil huske alle de stunder, vi havde i fællesskab med den andre mennesker.
Og posten vil huske de smil, han fik. Trods alt. Jeg er mange gange som yngre
lullet i søvn til Som et strejf af en
dråbe, når det elektriske barometer lukkede ned om søndagen. I februar
skrev Kashmir et nyt afslutningsnummer til barometeret-still-going-strong og
mærk dig teksten:
Midt i trængslen,
går du baglæns,
siver uda’ over vejen
Bort i mængden,
før mit blik, kan nå,
at fange dig
Bli'r vi splittet til atomer,
bedst som vi er skudt af sted,
uden det vi sku' forsone,
uden det vi sku ha' med
Pas rigtig godt på dig
selv og dem omkring dig. Flere af mine nære er blevet ramt af stress i år,
nogle gange mærker jeg den banker på min dør. Lad os tage kampen op mod den i
2010. Det er lettere sagt end gjort, men mærk den gode energi, den er der
altid.
Mange kærlige hilsner fra
Malene Sørensen
